Der er en særlig stilhed over et pressemøde, hvor alle ved, at det er det sidste af sin slags. Tirsdag morgen mødtes Wammen, Løkke og Lose i Struense-værelset på Christiansborg, drak kaffe og så hinanden i øjnene — tre mennesker, der har tilbragt tre år med at forhandle sig frem til kompromiser, ingen af dem var helt tilfredse med, og som nu stod foran kameraerne og præsenterede resultatet som et fælles projekt. Det hed DK2035. Det rækker ti år frem i tiden. Og det handler mest af alt om de næste tre måneder.
For regeringen er færdig. Ikke på papir. Ikke endnu. Men i den forstand, der tæller i dansk politik: som et fælles projekt med fælles vilje og fælles retning. Løkke sagde det selv. »Allersidste nat med kliken.« Han har sagt det før. Denne gang lød det som om, han mente det.
De seneste måneder har budt på et gavebord af sjældent omfang: lavere elafgift, afskaffede punktafgifter på kaffe og chokolade, lavere forældrebetaling, fødevarecheck til pressede familier, og nu en ramme på seks milliarder kroner om året til at sænke momsen på mad. Hver enkelt foranstaltning kan forsvares enkeltvis. Tilsammen tegner de et mønster, som enhver vælger genkender og ingen politiker indrømmer: en regering, der ved, at valget nærmer sig, og som foretrækker at ankomme til det med fyldige hænder.
Det er klassisk politik. Det er ikke visionært. Og det er ikke det samme.
DK2035 præsenterer sig selv som en langsigtet plan, men er i sin kerne en fremskrivning af det uundgåelige. Forsvaret skal opruste, fordi verden forandrer sig. Beredskabet skal styrkes, fordi trusselsbilledet kræver det. Klimaet skal håndteres, fordi vi har bundet os til det. Demografien driver udgifterne uanset hvem der sidder ved magten. Det er ikke visioner — det er regninger, der forfalder, og som enhver ansvarlig regering ville have betalt. At kalde dem for en plan er ikke forkert. Men det er heller ikke helt rigtigt, og årsagerne og begrundelserne virker ikke historisk analyseret, og med forståelse for den virkelige geopolitik, og staternes virke.
De egentlige valg om fremtidens Danmark er ikke truffet. Hvornår kan vi gå på pension? Hvem betaler for den ældrepleje, vi alle ved kommer? Finansminister Wammen har ikke engang afvist, at Store Bededag kan komme tilbage — en fridag, der blev afskaffet for at finansiere et forsvarsløft, som nu altså også løftes markant. Man kan undre sig over regnestykket. Eller man kan bare konstatere, at valgkampen allerede er begyndt, og at principperne kan vente.
Der er ingen grund til at bagatellisere de reelle forskydninger, verden gennemgår. Men der er al mulig grund til at bemærke, hvordan trusselsbilledet bruges — og hvilken funktion det fylder i en dansk valgkampsdramaturgi, der endnu ikke officielt er begyndt. Når DK2035 præsenteres med Forsvarets Efterretningstjenestes vurderinger som det første og tyngste argument, er det ikke kun saglig formidling. Det er billedpolitik. Budskabet er ikke subtilt: verden er farlig, og I har brug for os.
Verden er imidlertid mere kompleks end det fotografi, der tages tirsdag morgen i Finansministeriets mødelokaler. Den geopolitiske virkelighed rummer ikke kun Rusland og Ukraine — den rummer en amerikansk administration, der genforhandler selve grundlaget for den atlantiske alliance, et Kina der agerer på måder, som hverken Washington eller Bruxelles fuldt ud forstår, og en global handelsorden, der krakkelerer langs brudlinjer, som har været synlige i årtier. At reducere dette til et entydigt argument for netop denne regerings fortsatte eksistens er ikke analyse. Det er valgkamp i forklædning.
Og alligevel. Når man ser bort fra planens indpakning og dens politiske timing, er der noget værd at notere om de tre, der faktisk ser klar ud til det, der kommer.
Mette Frederiksen ankommer til valgkampen som den eneste af regeringens ledende figurer, der ikke behøver at forklare, hvem hun er. Hun har overlevet en valgperiode, der bød på inflationskrise, krig i Europa og et regeringssamarbejde, der gnider konstant, og hun står ved udgangen af det med en ro, der enten er ægte eller meget veltrænet — og som i begge tilfælde er et politisk aktiv af første rang.
Lars Løkke Rasmussen er ikke færdig. Han er allerhøjest i gang med at definere, hvad næste kapitel skal hedde. Udenrigsministeriet har givet ham en scene, han trives på, og han forlader den med en selvfølgelighed, der minder om, at han har gjort dette før, og at han agter at gøre det igen. At han tirsdag ikke kunne dy sig for midt i et fælles pressemøde at fremføre Moderaternes næste valgprioritering, er ikke en svaghed. Det er en metode.
Troels Lund Poulsen har måske mest vind i sejlene. Forsvarsministeriet har i denne valgperiode bevæget sig fra periferi til centrum af dansk politik, og Lund Poulsen har fulgt med — eller trukket. Han er den af de tre, der har mest at bygge videre på og mindst at forklare sig på, men det store folkeparti Venstre var under Fogh Rasmussen-regeringerne, er partiet ikke mere. Partiet er delt med Løkkes Moderater og Støjbergs Danmarksdemokrater.
Regeringens tre partier og partiledere vil kæmpe for deres egne projekter nu. Det er ikke en kritik. Det er en konstatering. Regeringssamarbejdet har tjent sit formål — for dem alle — og kaffen i Struense-værelset var formentlig den sidste, de drak i rigtig fællesskab.
Det næste træk tilhører vælgerne. Om lidt.
Andreas Andreassen er ansvarshavende chefredaktør for AVISEN
