Landstræner Helle Thomsen har udtaget Helene Kindberg og Sarah Paulsen som de sidste to spillere til VM. Dermed tager Danmark 17 spillere med til slutrunden, som begynder på torsdag med kampen mod Japan. Alle 17 spillere bliver indskrevet i den officielle VM-trup.

»Vi har valgt at gå med Helene Kindberg i stedet for Clara Bang, da Kindberg også kan aflaste Andrea Aagot og Trine Østergaard på højre fløj. Det kan blive aktuelt, da Trine Østergaard i går vred om på foden, og det lige nu er usikkert, om hun bliver klar til første kamp, mens Andrea Aagot har en ryg, vi skal passe lidt på,« siger Helle Thomsen og tilføjer:

»Clara Bange har gjort det virkelig godt, og hun er helt sikkert fremtidens spiller, men hun bliver hjemme i denne omgang, da vi er bedre dækket ind med Helene Kindbergs kompetencer.«

Landstræneren fremhæver samtidig, at Sarah Paulsen er udtaget for at give flere muligheder i bagkæden:

»Derudover er Sarah Paulsen udtaget for at kunne aflaste Helena Elver lidt i angrebsspillet. Sarah er dygtig i finte-spillet og kan spille alle tre positioner i bagkæden.«

Dermed ser den endelige VM-trup sådan ud:

Målvogtere
Amalie Milling, Ikast Håndbold
Anna Kristensen, Team Esbjerg

Fløjspillere
Emma Friis, CSM Bucuresti
Elma Halilcevic, Odense Håndbold
Trine Østergaard, CSM Bucuresti
Andrea Aagot, Odense Håndbold

Bagspillere
Kristina Jørgensen, Györ
Laura Borg, Viborg HK
Helena Elver, Györ
Line Haugsted, Team Esbjerg
Michala Møller, Team Esbjerg
Anne Mette Hansen, CSM Bucuresti
Julie Scaglione, Ikast Håndbold
Helene Kindberg, Team Esbjerg
Sarah Paulsen, Sønderjyske

Stregspillere
Nanna Hinnerfeldt, Nykøbing Falster
Sofie Bardrum, Krim Ljubljana